Terapi hos Ane Katrine

Tillid er altafgørende i terapi

 Hvis du skal i gang med selvudvikling og vælge at åbne dig for en terapeut, er tillid afgørende for din udvikling. Tillid til det menneske, du vælger at lukke ind i dit liv. 

Det er helt individuelt, hvem man ’klikker med’, og derfor vil jeg foreslå, at du bruger min hjemmeside til at få en fornemmelse af, om jeg vil kunne hjælpe lige præcis dig. Du kan læse om min baggrund eller se videoer/ lytte til min stemme på min youtubekanal

Hvordan arbejder jeg?

For mig giver det ikke mening at bruge én fast metode eller teknik i alle forløb, fordi terapien skal tilpasses den enkelte.

Jeg tager udgangspunkt i, at vi som mennesker handler ud fra mønstre, som vi har lært gennem vores opvækst.

Ofte er vores adfærdsmønstre ikke noget, vi er særligt bevidste om. Men de kan give os problemer, som vi kan opleve som bl.a. stress eller angst.

En vigtig del af den terapeutiske behandling hos mig er derfor, at vi arbejder med at identificere de mønstre, som gør det svært at være dig. 

Når du forstår de mønstre, du møder verden med, og hvor de kommer fra, er det nemmere at møde dig selv med forståelse og omsorg. Det har du brug for, hvis du skal udvikle dig og have det bedre - og slippe fx følelser af skam/ skyld. 

Mit arbejdsgrundlag

Hvis det teoretiske er vigtigt for dig, så er jeg inspireret af forskellige metoder, som jeg integrerer i terapien. 

Jeg er uddannet indenfor den oplevelsesorienterede gestaltterapi og har taget kurser i bl.a. ACT og Compassion fokuseret terapi. Desuden har jeg modtaget en del supervision med udgangspunkt i den traumefokuserede metode Somatic Experiencing. 

Jeg arbejder i høj grad med et fokus på kroppen, og det som bliver vakt i dig i terapien. Her gemmer sig nemlig ofte en visdom, som kan hjælpe dig til at navigere bedre i livet.     

Jeg bruger ofte hypnose til at genoprette balance og ro i nervesystemet, hvilket der er behov for ved fx stress og angst. Jeg bruger også gerne hypnose i det mere terapeutiske arbejde.

Temaer i klinikken

Jeg har erfaring med en lang række problematikker, her nævnes blot eksempler:

Hjernerystelser/ postcommotionelt syndrom
Stress
Chok og traumer
Angst
Fobier, fx. flyskræk og klaustrofobi
At være pårørende ved sygdom og handicap
Depression & livskrise
Dårligt selvværd
Sorg
Søvnproblemer

Læs mere om Ane Katrine