Når mor ikke kunne trøste

Hvordan påvirkes vi, når mor ikke kan rumme vores behov?

Jeg har haft flere klienter, som er vokset op og blevet til velfungerende kvinder og mænd på mange måder. Som har formået at tage lange uddannelser og fungere langt hen ad vejen på arbejdsmarkedet.

Men pludselig en dag kollapser de fuldstændig. Og nogle vender aldrig tilbage til et normalt arbejdsliv igen.

Når vi så begynder at løfte lidt af sløret for, hvordan det foregik hjemme hos mor, da de var små (far var som regel ret fraværende der i 60-70-80’erne), så var der måske nok en mor. Men hun kunne ikke ret meget som mor.

Hun var så fyldt op af sine egne problematikker, at hun ikke kunne se og opfylde sit eget barns behov. Helt naturlige behov for omsorg og trøst. Hvis barnet ikke bliver mødt i disse behov og får den voksnes hjælp til at blive reguleret ned igen, når det er ulykkeligt, så tager barnet skade – hjernen udvikler sig ikke, som den egentlig er skabt til.

Dette kaldes for relationstraumer eller udviklingstraumer.

Hjernen udvikles, når vi får trøst

Det lille barn fødes ind i verden ude af stand til at trøste sig selv. Dets nervesystem er umodent og har brug for en voksen for at kunne blive reguleret ned i ro. Hvis den voksne ikke er i stand til at trøste barnet og fx lader det lille barn ligge i sengen og skrige sig selv til ro, så overbelastes barnets nervesystem. Måske falder barnet til sidst i søvn, men det sker i en tilstand af udmattelse og opgivelse.

Ensomhed og håbløshed

I terapien med voksne, som har oplevet dette som børn, møder jeg nogle gange en ekstrem håbløshed og opgivenhed hos mine klienter. En meget dyb følelse af ensomhed. Det føles, som står klienten på kanten af at gå i stykker. Her er barndomstraumer pludselig blevet genaktiveret og står lyslevende hos den voksne. Det er nærmest, som vi springer direkte tilbage til det lille barn, som blev overladt helt til sig selv på et tidspunkt, hvor det havde brug for den voksnes omsorg og hjælp. Blikket flakker, tårerne løber, og nogle gange er angsten meget massiv. 

Hjernen udvikles ikke normalt

Når vi møder trøst og omsorg hos vores forældre, begynder vores hjerner at opbygge beroligende netværk på tværs af hjernen, både mellem højre og venstre hjernehalvdel men også mellem vores frontallapper og de dybere dele af hjernen, hvor følelserne udspringer. Når barnet får opbygget disse netværk, så lærer det at berolige sig selv.

Men hvis barnet ikke møder trøst, men møder en voksen som enten er fraværende eller selv har et stort omsorgsbehov, så udvikler barnet ikke de netværk i hjernen, som det skal bruge for at kunne berolige sig selv. 

Og det betyder, at man gennem livet kan få rigtig svært ved at håndtere, når man møder stressfyldte omgivelser eller begivenheder. 

Vi lærer at lukke af for os selv

Nogle lærer at regulere sig selv og overleve ved at lukke helt af for sig selv og egne fornemmelser. Gør man det, er man i risiko for at udvikle alvorlig stress, for man mærker ikke, hvor langt man kan være drevet ud. Og man har aldrig lært kunsten at regulere sig selv ned. I disse tilfælde ser jeg de sværeste stresskollaps. For her skal vi starte helt forfra med at lære klienten at drage omsorg for det lille desperate barn, som stadig er en del af klienten og som har stort behov for omsorg. Det handler om at lære at finde ro.

Det er DET du kan træne ved at lytte til fx “Ro i nervesystemet” på min youtubekanal. Du træner din egen evne til at kunne finde ro og tage vare på dine egne behov.

Det er et langvarigt stykke arbejde. Det kræver en indsats adskillige gange ugentligt med hjemmetræning for at opbygge beroligende hjernestrukturer. Det kræver som regel også en god terapeut, som kan bistå i det tunge arbejde med at blive forælder for sig selv og tage sig af sine behov.

Men hvor er det fantastisk, når det arbejde lykkes. På trods af barndommens dybe håbløshed og mors manglende evner som mor.