Kunsten at være mor til et barn, som er ramt

Hvordan holder man til at være forælder til et barn eller en ung med langvarig alvorlig fysisk sygdom eller psykiske problemer?

Jeg møder det ofte i klinikken - og det rammer jævnligt mig selv. Og nogle gange har jeg brug for at sige det højt også til mig selv: Det er HÅRDT at være mor (og også far) til et barn, der lider. Og det er ok, hvis du føler dig udmattet.

De mødre, som jeg møder, står sjældent midt i det, som er allerværst. Mødre, der er midt i brandslukning, har ikke tid eller overskud til at søge hjælp er min erfaring.

Ofte så kommer de bagefter, når den værste krise er overstået. Eller når barnet er blevet voksent og nu (som regel) klarer sig selv. For SÅ er der tid og plads til, at mor kan reagere.

Så står vi ret tit med det, som kaldes for en belastningsreaktion. Det er en reaktion, hvor filmen knækker, fordi man har været på og i alarmberedskab i alt for lang tid. Både af det daglige pres, men ofte oveni krydret med traumatiske oplevelser, hvor man måske har frygtet for barnets liv.

Jeg har set mødre til børn, der var hjertesyge. Børn med kræft. Børn født med handicaps. Børn med udviklingsforstyrrelser. Børn med psykiske lidelser.

Mødrene ligner ret tit hinanden: Der er sådan en følelse af ’grundstress’ i hele deres fundament. De har en følelse af indre uro, som hele tiden er aktiv. Det er en stresstilstand, hvor nervesystemet er i alarmberedskab konstant.

Til tider smager jeg selv på at være en af disse mødre. Jeg kender også følelsen af grundstress. Vågner kl. halv fire om morgenen. Kan bekymre mig voldsomt over, om mit barn mon nogensinde bliver i stand til at flyve ud af reden. Er bange for at lade mit barn være alene. Forsøger at pakke ind i vat for at skåne mest muligt. Servicerer for vildt i håbet om at det måske får de svære følelser til at lette bare lidt.
Og jeg bliver så udmattet.

Hvad stiller man op som den mor?

Personligt søger jeg enten de helt nære relationer - der hvor jeg ved, at jeg kan sige højt, hvordan jeg har det og blive mødt. Eller også søger jeg ud i naturen. Væk fra mennesker. At høre bølgeskvulp, se ud over vand eller læne mig op af et træ hjælper i den grad mit nervesystem til ro. 

Så kan jeg mærke mig selv, hvilket kan være svært, når man står midt i barnets kaos derhjemme. Jeg kan græde og på den måde få en lettelse fra min indre uro. Og jeg kan ånde langsomt og hjælpe hjerte og hjerne til ro. Når jeg kommer i ro, kan jeg mærke, hvordan jeg egentlig selv har det.

Og det er faktisk meget godt lige at tjekke ind hos sig selv uden forstyrrelser af og til. 

Men uanset hvor meget jeg forsøger at gøre af gode ting for mig selv for at holde hovedet oven vande, så er der altid en lille kugle af sorg, afmagt, frygt og uro. Jeg ved ikke, om den nogensinde går væk. Men jeg kan holde den i ave og leve med, at den er der, hvis bare jeg husker mig selv hver eneste dag.