Dig og dine relationer – dit indre barn er med i dit voksenliv

Vores evne til at indgå i relationer dannes og præges, mens vi er børn. De erfaringer vi får med at knytte os til vores forældre har afgørende betydning for vores evner senere i livet til at indgå i en god givende relation til vores partner - hvis vi lever i et parforhold.

I det terapeutiske arbejde i klinikken er vi ofte på en afstikker tilbage til barndommen for at se nærmere på de forsvarsmekanismer, det lille og det lidt større barn (altså klienten) udviklede for at begå sig i sin familie.

Forsvarsmekanismer som fører til kærlighed og kontakt

Typisk handler det om mekanismer, som førte til kontakt, kærlighed og opmærksomhed. Fx hvis man nu blev rigtig dygtig til at lytte til mors frustrationer over far, fik man måske en rigtig god kontakt og bekræftelse fra mor.

Men samtidig fik man det måske svært ved kontakten med far og måske senere med mænd i det hele taget – for man lærte jo fra mor, at mænd er dumme, og kvinder er ofre. Der kan ligge et stort arbejde i at få arbejdet med sig selv, så man kommer ud af offerrollen som kvinde og lærer at tage ansvar for at få skabt et ligeværdigt forhold til sin partner.

Forsvarsmekanismer som lukker af for følelser

Det kunne også være mekanismer, man udviklede for at passe på sig selv og undgå at mærke, hvor ondt det gjorde, at mor og far ikke så én. Måske så de faktisk heller ikke hinanden, og der var et minimum af kontakt og følelser i familien. Her lærte barnet måske at lægge låg på sine følelser (for det gjorde de voksne), trække sig fra relationen og isolere sig.

Når barnet som ung eller voksen igen kommer i en tæt relation, kan man så opleve, at man sig hurtigt føler sig invaderet og overvældet, fordi man ikke har lært at være i den nære kontakt eller har oplevet, at den kan give noget godt til en. Og når en partner pludselig føler en masse eller stiller krav om følelser, bliver man måske skræmt. Man har det sådan set allerbedst alene med et minimum af den nære kontakt. Men samtidig er der ofte en længsel efter at blive set og elsket og få den kontakt, man ikke fik som barn.

Hvorfor skal vi se tilbage?

Hvorfor er det nu en god idé at se tilbage? Det gør man bestemt ikke i alle former for terapi, men det gør man ofte hos mig.

Som jeg ser det, er det nemlig tit vores mønstre fra barndommen, som får livet til at gøre ondt som voksen. Som gør det svært at holde ud enten at være alene – eller gør det svært at holde ud at være sammen med andre ret længe ad gangen.

Skal vi ændre på det, som gør ondt – vores evner til at indgå i relationer – arbejder vi hos mig ud fra en række step:

• At blive bevidst om mit tilknytningsmønster, og hvordan det præger mine relationer i dag
• At tage hånd om de behov, som jeg ikke fik opfyldt som barn, og lære at være omsorgsfuld overfor mig selv (ofte er hypnose en stor del af dette arbejde).
• At få taget fat i og ændret forholdene i dag (men ofte ændres de af sig selv, når man lærer punkt 2.

Vi skal lære at drage omsorg for os selv

For mig er det vigtigt, at vi lærer at opfylde vores behov for omsorg ved egen kraft. Hvis vi bliver for afhængige af, at vores partner skal ’fylde os op’, bliver vores parforhold eller måske venskab skævt og uligevægtigt og utilfredsstillende i det lange løb.

Når vi kan finde balancen i os selv, bliver vi i stand til mere roligt og åbent at møde vores omverden i tillid til, at andre vil os det bedste. Selvfølgelig vil livet af og til slå os og gøre ondt igen, men hvis vi har lært evnen til at drage omsorg for os selv, så kan vi trøste os selv og slikke vores sår – og naturligt rejse os igen.

Det er det robusthed handler om.

Trænger du til at se nærmere på dine relationer?
Så er du velkommen til at tage kontakt på tlf. 60 55 91 94 eller sende en mail på [email protected]. Skriv blot at du gerne vil i kontakt, så sender jeg en sikker mail retur, som du kan svare på krypteret. På den måde beskytter vi dine data.

(Photo by Oziel Gómez on Unsplash)