De raske er ikke normale

Det er blevet lørdag morgen her hos mig, og jeg nyder en stille smuk morgen, før mine unger står op og kræver min opmærksomhed. Og så sad jeg med min Weekendavis fra 15. oktober 2021 og læste denne artikel af Lone Frank. Og tænkte: ”Ja da. Lige præcis.”

85% af os alle bliver i løbet af livet ramt af psykiske lidelser. Stress, angst, depression og lign. 85%. Vi er helt normale! Måske skal vi til at gentænke, om det er udtryk for psykisk skrøbelighed at blive ramt, eller om det bare er almindelig menneskeligt?

Måske er det på tide, at vi gør op med, at det er ’skamfuldt’, når jeg går ned med flaget efter lang tids pres? Så sent som i sidste uge sad jeg med en klient, som gennem to år har kæmpet med angst og depression og fortsat ikke har sagt det højt til mere end to i sin omgangskreds. Fordi det føles så skamfuldt for vedkommende ikke bare at kunne ’klare mosten’ og tage sig sammen.

Der er en grund til, at jeg af og til pipper højt her på denne side om det at blive ramt af livet og bruger mig selv som eksempel. At jeg har stresshjerne, der ikke går over igen. At jeg bliver ramt, når min søn går ned med flaget. At jeg bliver udmattet, når min mor bliver alvorligt syg. Det er HELT normalt. Det ved jeg, fordi jeg ser så mange hos mig med de samme reaktioner. Og det vil jeg ved Gud ikke skamme mig over. Hvorfor skulle jeg det? Jeg er bare et normalt menneske. Også selvom jeg er psykolog.

Men det ved mine klienter ikke. De tror stadig, at de er helt usædvanlige og særligt skrøbelige, når de bliver ramt. Fordi vi ikke deler det her med hinanden: At livet er hårdt – og æder sig ind på os. Sætter revner i vores fundament, så det bliver usikkert – og hvis vi ikke lærer at passe bedre på os selv, så er vi i risiko for at huset ramler.

Vi skal dele det her med hinanden. Vi skal melde ud: ”Hey – I hører ikke så meget fra mig for tiden. Jeg ved I er der, og jeg ville ønske jeg kunne tage imod jeres invitationer – men lige for tiden er jeg langt nede i et hul og kæmper for at få hverdagen til at fungere” .. for eksempel.. tænk hvis vi begyndte at skrive sådan en statusopdatering på Facebook SAMTIDIG med at vi deler vores vidunderlige billeder fra sidste ferie. For det er jo alt sammen vores liv. Vi skal begynde at vise hele liv frem, også på de sociale medier.

I 90’erne skrev REM en meget rørende sang, som jeg stadig kan tude over, når jeg hører den. Fordi den går lige ind og rammer mig, der hvor jeg af og til kan føle mig alene – der hvor det af og til er meget mørkt. Den hedder ’Everybody hurts’

Teksten siger:

” When your day is long
And the night, the night is yours alone
When you're sure you've had enough
Of this life, well hang on

Don't let yourself go
'Cause everybody cries
Everybody hurts sometimes

Sometimes everything is wrong
Now it's time to sing along

When your day is night alone (hold on, hold on)
If you feel like letting go (hold on)
If you think you've had too much
Of this life, well hang on

'Cause everybody hurts
Take comfort in your friends
Everybody hurts

Don't throw your hand, oh no
Don't throw your hand
If you feel like you're alone
No, no, no, you are not alone

If you're on your own in this life
The days and nights are long
When you think you've had too much
Of this life to hang on

Well, everybody hurts sometimes
Everybody cries
Everybody hurts, sometimes”

Husk: Vi skal holde sammen. Vi skal dele. Vi er alle sammen mennesker, og vi har brug for hinanden, for fællesskabet. Så ræk ud. Del med hinanden.