Alene i naturen?

Hvis du har fulgt mig nogen tid, så ved du, at jeg har det med at slå billeder op fra mine gåture på de sociale medier. Af ting, som har skabt glæde for mig. En grøn knop på en gren. Bølger, der slår ind over stranden. Sollys.

Jeg har drøftet det med et par klienter, det der med naturen. Flere af dem siger ”Det virker så dejligt, når du er derude, men jeg tænker bare, at der står en voldtægtsmand bag træerne” – og så kan man jo godt forstå, at de ikke tager derud. Der er ikke megen ro i tanker om voldtægtsmænd.

Mange har ikke været vant til at bruge naturen til noget. De kan godt se, det ser dejligt ud – men der er intet skønt forbundet med at være derude.

Det har fået mig til at tænke en del over, hvad det giver mig at være derude? Hvad er der så fedt ved at vandre rundt udover, at man får lidt motion og lidt frisk luft?

Min hang til natur er helt sikkert startet i min barndom.

Vi boede i en nedlagt landsbyskole i en lille bitte landsby. Tæt på marker. Med en lugt af gylle, når det var sæson.  Mine forældre tog ofte min søster og jeg ud at vandre i skovene, ved åerne og bakkerne i Nordjylland, eller vi kørte til havet og samlede sten.

De var vilde med geologi, og jeg lærte om rhombeporfyr, der var blevet skyllet herned fra Norge. Sten var spændende. Nogle gange var bilens bagagerum plastret til med flotte sten i alle mulige afskygninger og dertil en pæn mængde sand, når vi kørte hjem efter sådan en tur.  

I vinterhalvåret gik vi langt ud af byen i vores store flyverdragter på frostklare mørke aftner og lagde os på ryggen på en afsondret lille sidevej, hvor ingen biler kørte. Så lå vi der og så på stjerner, og min far fortalte om de forskellige stjernebilleder, vi kunne se.

Om sommeren cyklede vi alle fire ud med madpakker og røde sodavand, der klirrede i sådan en metalkurv fra kummefryseren, som min mor havde bag på cyklen. Så fandt vi en eng og bredte et tæppe ud, og så spiste vi rullepølsemadder med rødløg, og aldrig smagte de bedre. Og lærkesangen var soundtrack til familieidyllen, hvor ingen skændtes, og vi var glade.  

Da jeg blev gymnasieelev, sad jeg i sommerhalvåret alene på mit pigekammer på loftet med åbent vindue og lavede lektier i timevis, mens solsorten sang i de lyse sommeraftener. Og jeg elskede det.

Jeg har fået naturen ind med ske. Jeg har lært at se skønheden og glædes over de mindste detaljer: Duftene, lydene, udsigterne. Naturen er blevet et sted, hvor jeg føler, der er trygt og godt at være. Her hører jeg hjemme. Alle de trygge dejlige barndomsminder sidder i min krop. Måske når de ikke min bevidsthed, når jeg er ude i naturen – men ubevidst er de med mig og bliver vakt til live. Jeg forbinder træer, horisonter og vand med glæde og ro.

Jeg får kontakt til det fundament, som jeg står på - som er en del af mig. Jeg får kontakt med lykken. Lykken over at være en lille pige, der havde trygge stunder sammen med sin mor og far og fik formidlet alt det, som vi havde lige udenfor døren.

Og så falder jeg helt til ro.  

Men hvis man ikke har barndomsminder af den slags, så kan besøg alene i naturen vække alskens følelser. Frygt. Ensomhed. Overvældelse. Man mærker så frygtelig meget, der hvor der ikke er noget der larmer og støjer og kan aflede opmærksomheden. Man kommer virkelig i kontakt med sig selv på godt og på ondt – og det kan være smertefuldt og ubehageligt, hvis man er bange for negative følelser.  

Det er nok noget af det, som jeg selv holder af. At i naturen kan jeg mærke mig selv. Det kan jeg have ret svært ved, når jeg er sammen med andre mennesker. Så nogle gange så SKAL jeg bare afsted for at komme ud, få mærket hvad der fylder, måske få det grædt ud og så finde ro.

Hvis det er sådan det er for dig, at du er bange for at tage alene afsted, fordi du vil få smidt dine følelser lige i ansigtet, så tag afsted alligevel og tag konfrontationen. Følelser er ikke farlige, og den dag vi tør være sammen med dem alle sammen, så er der ikke ret meget, der føles farligt mere. Og så kan nervesystemet slappe meget mere af. 

Det var det jeg gjorde, da jeg tog min første overnatning i naturen alene. Jeg tænkte: ”Min frygt skal eddermame ikke bestemme, hvad jeg kan og ikke kan” og så tog jeg afsted. Jeg gjorde det humant for mig selv ved at lave et opslag på Facebook og løbende se hvad folk skrev. Så var jeg mindre alene. De næste par gange har jeg været mere stilfærdig omkring det og udfordret mig selv til at turde være derude uden opbakning på de sociale medier.

Og i skrivende stund har jeg det som en forårskåd ko, der kan lugte græsset udenfor og snart skal ud at danse. Det varer ikke længe, før jeg skal afsted igen. Ud og slå teltet op i en eller anden skov.