Hvem er jeg, hvis jeg ikke kan arbejde?

Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere kan arbejde? Ikke mere kan bidrage til samfundet? Har jeg så nogen værdi mere? Burde jeg dybest set bare forsvinde fra jordens overflade, når jeg alligevel ikke kan bruges til noget?

Sådan nogle spørgsmål tænker nogle få måske, når de står foran pensionen efter et langt arbejdsliv.

Men hvad hvis du ikke har haft noget langt arbejdsliv, men er blevet bremset i starten eller midt i dit arbejdsliv? Måske af sygdom eller af stress? Du kan måske slet ikke arbejde overhovedet eller måske kun nogle få timer om ugen. Du føler slet ikke, at du har ’aftjent din værnepligt’ og leveret nok til samfundet – og nu skal du så til at trække på samfundets ressourcer og blive forsørget uden at levere noget til gengæld.

Der kan være utrolig meget skam forbundet med ikke at kunne bidrage til fællesskabet. Måske fordi vores arbejdsidentitet fylder så meget i dag både for mænd og kvinder. I mange af de samtaler, som jeg har med mænd og kvinder, der ikke kan arbejde, er skammen nærmest til at tage og føle på. Menneskene bag føler sig værdiløse - håbløse.

Ingen ønsker at være udenfor, og det er man i vore dage, hvis man ikke kan arbejde: ”Hvad skal jeg sige, når folk spørger, hvad jeg laver? Hvad er det for en fortælling, jeg skal have klar, så de ikke bare ser mærkeligt på mig og tænker, at jeg nasser på samfundet?”

Sådan en fortælling har jeg hjulpet en del med at få skabt. Den der historie, som fortæller ”Hvorfor jeg er kommet hertil og ikke kan mere”.

Måske vil fortællingen få dem omkring mig til at forstå og synes, at jeg godt kan være god nok alligevel. Måske vil de ikke forstå, og så bliver jeg dømt ude og værdiløs.

Hvordan undgår jeg så at tage det ind, når omverdenen møder mig måske med foragt eller manglende forståelse? Hvordan undgår jeg, at det piller mit selvværd endnu mere fra hinanden, end det er i forvejen, og lægger endnu flere kilo på håbløsheden?

Det er altid en risiko – at blive dømt værdiløs. Både af andre – men så sandelig også af en selv. Hvis man altid har haft en stor arbejdsidentitet og har tænkt, at meningen med livet var at arbejde, så er det umådelig svært at holde af sig selv, når man mister arbejdsevnen. Der kan være så meget selvhad og vrede: ”Kan du da for fanden ikke bare tage dig sammen?” kan man kæmpe med i mange år, før man (måske) lander et blidere sted, hvor man giver sig selv lov til at være her på kloden uden at føle skam over ikke at bidrage.

Det er ikke enkelt, skal jeg hilse og sige. De her forløb med klienter, som ikke længere kan være på arbejdsmarkedet – de er ofte meget lange. Det kræver så meget arbejde at komme til et sted, hvor man tænker: ’Selvom jeg ikke kan arbejde, så kan jeg faktisk godt være OK som menneske – jeg har faktisk også lov til at være her, og jeg kan også have værdi’.

Måske kender du intet til det her. Heldigt for dig. Men måske er der nogen i din omgangskreds, som har været sygemeldt i laaaaang tid og du undrer dig over, hvad de egentlig laver.

Måske går de rundt og skammer sig. Og venter på en afklaring af deres arbejdsevne. Og spørger sig selv, om de egentlig har lov til at være her. Måske skal du spørge til dem? Og møde dem med nysgerrighed? Og fortælle dem, at du sætter pris på dem?